Find en institutions hjemmeside


  


Musikalske udfordringer

Det kræver sin mand at lade sig overmande. Og det er Kamæleon Koncerternes mål. At overmande publikum med nye kulturoplevelser, toner de ikke vidste, de kunne lide, kulturer de ikke vidste fandtes og musikmagi, de ikke kan leve uden.

De topprofessionelle Kamæleon-musikere inviterer med smil på læben og dristige, fremmedartede, glade, melankolske, vilde og beroligende toner publikum ind i musikkens magiske univers – et univers, der går på tværs af kulturer, genrer og landegrænser.

Publikums eneste opgave er at lade sig rive med. En opgave børnene er eksperter i. Især når far, mor eller bedsteforældrene er lige ved hånden, hvis musikken bliver for overvældende eller fortællingen for vild.

At lade sig rive med som voksen er til gengæld knap så let. I vores kontrollerede hverdag er lukkede øjne, vild jubel og spontane udbrud i sang glæder, vi gemmer til særlige lejligheder– men hvorfor egentlig?

Børnene spejler sig i jer, så hvorfor ikke gøre det samme med dem. Lad deres umiddelbarhed, glæde og åbenhed smitte af, giv jer hen og gør Kamæleon Koncerterne til et åndehul for hele familien.

Mand jer op, og overgiv jer.

Rigtig god fornøjelse!       

                    

Ebbe Høyrup
Koncertdirektør, LMS

Senest redigeret af webredaktør den 20-02-2012

Ofte stillede spørgsmål...

Find svaret på dit spørgsmål ved at klikke på nedenstående bjælker eller kontakt musikskolen på tlf. 73767200.
  • Fakta om Kamæleonkoncerter
  • Spørgsmål:
    Hvad er kamæleonkoncerter? 

    Kamæleonkoncerterne er et musikalsk tilbud med professionel musik af høj kvalitet spillet i børnehøjde. Hovedformålet er at give børn en stor musikalsk oplevelse sammen med deres forældre. Kamæleonkoncerterne tog sin begyndelse i 1995, og der har igennem årene været mange børn og voksne landet over, som er gået hjem fra en Kamæleonkoncert med nye musikoplevelser i ørerne. Trods de mange musikalske succesoplevelser var det svært at få koncerterne til at bide sig rigtig fast rundt om i kommunerne. LMS udarbejdede derfor et nyt koncept i stil med børnefilmklubberne således, at der i hver af de deltagende kommuner blev etableret en forening, musikklub el.lign, som tilbyder 4 koncerter om året i et abonnement til børn i alderen 4-9 år og deres forældre.    

    Målgruppen de 4-9 årige har ofte en stor oplevelsesappetit og en stærk kvalitetssans, men de har som regel ikke haft koncertoplevelser i hverken børnehave eller skole. For at få denne aldersgruppe i tale skal forældrene være med, og det er en pointe i sig selv, at familierne med denne ordning får mulighed for at gå ud og få gode musik-oplevelser sammen. Såvel ordningen som koncerterne har fra første sæson været en stor succes.

    Få en fantastisk musikalsk oplevelse med dit barn/barnebarn.

  • Priser
  • Spørgsmål:
    Hvad koster en billet?
    En billet koster 45 kr. pr. person.
    Spørgsmål:
    Hvad koster et abonnement?
    Et abonnement koster 120 kr. og gælder for alle 4 koncerter. Abonnementet er ikke personligt, så send gerne andre afsted, hvis I selv er forhindret.
    Spørgsmål:
    Hvor køber jeg billetter eller abonnementer?
    Det er muligt at bestille billetter på musikskolen på tlf. 73767200 eller ldal@aabenraa.dk. Billetter kan desuden købes direkte i døren i det omfang, der er billetter tilbage.  

    Abonnementer kan ligeledes bestilles på musikskolen på tlf. 73767200,  ldal@aabenraa.dk, www.aabenraamusikskole.dk eller i døren.

    Alle forudbestilte billetter eller abonnementer betales og afhentes i døren til koncerterne.

    Vi gør opmærksom på, at det ikke er muligt at betale med Dankort eller andre betalingskort.


  

Body Rhythm Factory
Søndag den 4. marts 2012, kl. 14.00
i NygadeHuset

Læs mere her

Aabenraa Musikskole Nygade 21 6200 AabenraaTelefon 73 76 72 00aabenraamusikskole@aabenraa.dk
skybrud.dk